Vedtægter for Århus windsurfing klub

  1. Klubbens navn og hjemsted

Klubbens navn er Århus Windsurfing Klub (ÅWK), dens hjemsted er Århus kommune.

  1. Klubbens formål

Klubbens formål er at fremme windsurfingsporten/brætsejlads som helhed. Klubben vil arrangere kapsejladser såvel som ture, foredrag og andre arrangementer.

  1. Medlemskab af organisationer

ÅWK er medlem af Dansk Sejlunion. ÅWK er derfor underkastet Dansk Sejlunions love. Dansk Sejlunion er medlem af Dansk Idrætsforbund, og er derfor udover sine egne love underkaster Dansk Idrætsforbunds love, vedtægter og regler.

  1. Optagelse af medlemmer

Som medlem af ÅWK kan optages enhver, der vil efterleve klubbens vedtægter. For medlemmer under 18 år dog kun med forældre/værges underskrift. Der kan tegnes medlemskab som er aktivt eller passivt.

  1. Kontingent

Klubbens kontingent fastsætter for et år af gangen på den ordinære generalforsamling. Kontingentet opkræves helårligt (1.april), forud og pr giro. Medlemmer som optages senere end 30. september opkræves kun halvt kontingent.

  1. Udmeldelse/eksklusion 

Udmeldelse sker skriftligt til klubbens kasserer. Allerede indbetalt kontingent kan ikke refunderes. Medlemmet har krav på skriftlig bekræftelse.

Er kontingentet ikke betalt senest 1. april betragtes medlemmet som udmeldt. Medlemmet optages igen når medlemmet har søgt om medlemskab og betalt kontingent. I øvrigt kan bestyrelsen ekskludere et medlem når særlige forhold giver anledning hertil. Bestyrelsens beslutning herom kræver dog, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt for eksklusionen.

Vedkommende skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have haft mulighed for at fremføre sit forsvar, og han kan kræve at spørgsmålet om eksklusion afgøres på førstkommende generalforsamling.

I de tilfælde hvor en eksklusion skal behandles på en generalforsamling, har vedkommende medlem krav på at få meddelelse herom senest 3 døgn før generalforsamlingen afholdes, ligeledes har han adgang til denne med ret til at forsvare sig.

Spørgsmålet om eksklusion skal optages som et selvstændigt punkt på dagsordenen.

Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens love, se punkt 15.

Et medlem der er ekskluderet i henhold til en generalforsamling kan kun optages som medlem ved en ny generalforsamling. Her kræves samme majoritet.

  1. Ordinær generalforsamling 

Generalforsamlingen har med de indskrænkelser, som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle klubbens anliggender. Den ordinære generalforsamling, der afholdes hvert år i februar måned, indkaldes med mindst tre ugers varsel, bed skriftlig meddelelse til medlemmerne eller ved meddelelse i klubbens blad.

Dagsordenen bekendtgøres senest 8 dage før generalforsamlingen afholdes, på tilsvarende måde. Forslag der ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen afholdes. Forslag skal optages i dagsordenen.

Stemmeret har alle aktive medlemmer over 18 år, jvf. punkt 4, der har været medlem af klubben i de sidste 3 måneder før generalforsamlingen og som ikke er i kontingentrestance.

Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.

  1. Dagsorden

Dagsordenen ved en ordinær generalforsamling skal omfatte følgende punkter:

1: valg af dirigent

2: bestyrelsens beretning for det forløbne år

3: forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse, samt budget for det kommende år

4: fastsættelse af kontingent

5: behandling af evt indkomne forslag

6: valg af formand

7: valg af næstformand

8: valg af kasserer

9: valg af sekretær og 3 bestyrelsesmedlemmer

10: valg af 2 suppleanter til bestyrelsen

11: valg af 2 revisorer og 1 revisor suppleant

12: valg af udvalg

13: eventuelt

  1. Generalforsamlingens ledelse

Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede forhandlingerne.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, jvf. punkterne 6, 15 og 16. Dirigenten bestemmer afstemningsmåden. Dog skal afstemning og valg ske skriftligt på begæring af mindst 2 stemmeberettigede medlemmer, ligesom alle afstemninger om eksklusion skal foregå skriftligt.

Generalforsamlingens beslutninger indføres i en protokol, hvori også resultatet af forhandlingerne optages i det omfang dirigenten bestemmer.

  1. Ekstraordinær generalforsamling 

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes når mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom til bestyrelsen.

I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest en måned efter at begæringen er fremsat overfor bestyrelsen med oplysninger om det/de emner, der ønskes  behandlet.

Om indkaldelsesmåde og udsendelse af dagsorden gælder bestemmelserne i punkt 7.

  1. Bestyrelsesvalg

Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold. De vedtagne beslutninger
og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til vedtægterne.

Bestyrelsen består af formand, næstformand, kasserer, sekretær og mindst yderligere 3
bestyrelsesmedlemmer og vælges for et år ad gangen på den årlige generalforsamling. Genvalg kan finde
sted.

  1. Konstituering/tegningsret

En nyvalgt bestyrelse konstituerer sig snarest, dog senest 14 dage efter generalforsamlingen, på et bestyrelsesmøde.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede, inkl. formanden, jvf. punkt 5.

Foreningen tegnes af formanden. Over bestyrelsens handlinger føres referat. Ved økonomiske dispositioner
over 1000 kr. kræves en forhåndsgodkendes af bestyrelsen eller som minimum af formanden og kassereren.
Dispositionsbegrænsninger i foreningens vedtægter er ikke til hinder for, at der kan oprettes Online Banking
eller lignende til foreningen. Brug af Online Banking sker på foreningens eget ansvar, og banken kan i den
forbindelse ikke påse og dermed heller ikke holdes ansvarlig for, om de ovenfor nævnte begrænsninger i
dispositionsretten overholdes.

  1. Regnskab

Klubbens regnskabsår er kalenderåret. Bestyrelsen skal inden 10. januar afgive driftsregnskab for foregående år og status pr 31. december til revisorerne.

Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorernes påtegning.

Driftsregnskab og status bekendtgøres for klubben senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

  1. Revision

På den årlige generalforsamling vælges for et år ad gangen 2 kritiske revisorer og en revisorsuppleant, jfr punkt 8.

Revisorerne skal i tiden mellem 10. januar og til senest 14 dage før generalforsamlingen gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningen er til stede. Driftsregnskab og status forsynes med påtegning. Hver af revisorerne har til enhver tid ret til at efterse regnskab og beholdning.

  1. Vedtægtsændring

Ændringer i vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer er til stede, og når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

Opnås flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, skal bestyrelsen inden 14 dage med sædvanligt varsel indkalde til en ny generalforsamling. Hvis også 2/3 af denne forsamling er for forslaget, er dette vedtaget, uanset antal stemmeberettigede medlemmer til stede.

Vedtægtsændringer skal indsendes til Sport & Fritid, Aarhus Kommune for at sikre, at de til stadighed opfylder folkeoplysningslovens krav.

  1. Klubbens opløsning

Beslutning om klubbens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed indkaldt generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst 1/2 af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til sted, og at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget, for at dette kan vedtages.

Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutningen kan træffes med ovennævnte stemmeflertal, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.

Ved ophør skal evt. overskud anvendes til almennyttige formål indenfor folkeoplysningslovens område.

17. Hæftning
Bestyrelsens medlemmer hæfter personligt for det tilskud, som foreningen eller tilskudsmodtagerne har modtaget efter folkeoplysningsloven, hvis tilbagebetalingskravet er opstået ved retsstridig handling eller undladelse, der kan tilregnes pågældende som forsætligt eller uagtsom.
Bestyrelsens medlemmer hæfter i øvrigt ikke personligt for foreningens tilskud efter folkeoplysningsloven.